
Rom og Cachaça. Her finder du en kort introduktion
til fransk Rhum Agricole og brasiliansk cachaça samt
smagenoter på en lang række forskellige rom og
cachaça. Smagepanel: Mikkel Hornnes og Frederik Meier-Pedersen.
Rhum Agricole
Hovedvægten ligger på rom af typen 'Rhum Agricole'
fra Martinique. Dette er en AOC kvalitetsbetegnelse, som indebærer
en lang række krav til produktionen, blandt andet at
rommen skal laves af friskpresset 'vesou' - sukkerrørsjuice,
og ikke af melasse, som de fleste andre typer rom. Melasse
er et restprodukt fra sukkerproduktionen. Efter at franskmændende
fandt ud af at lave sukker af sukkerroer, faldt efterspørgslen
på rørsukker fra de franske kolonier kraftigt.
På Martinique og Guadeloupe begyndte man derefter i
stor stil at lave rom direkte af den friske sukkerrørsjuice.
Lys rhum agricole er oftest ikke lagret, dog er fx Clements
lyse rom lagret på ståltanke i nogle måneder.
I modsætning hertil er f.eks. Bacardis lyse rom der
er lagret på træfade, for at opnå en mere
afrundet smag, og herefter filtreret for at fjerne farven.
Rhum Agricole destilleres kontinuerligt på kollone-apparater.
Rhum Vieux
Hvis en rhum agricole kaldes 'Rhum Vieux' - 'gammel rom' -
betyder det at den er mindst 3 år gammel. 3 år
lyder måske ikke af så meget, hvis du er vant
til at drikke 18 års whisky. Men smag selv! 3 år
i Caribien gør underværker. Det varme og fugtige
klima betyder nemlig at lagringsprocessen foregår ca.
3 gange hurtigere end i fx Skotland. Ofte anvendes der bourbonfade
til lagring af rhum. Det vil sige egetræsfade, som tidligere
har indeholdt amerikansk bourbonwhiskey. Denne er lavet på
f.eks. majs, hvede og rug - men det er en helt anden historie
:)
Cachaça
I Brasilien kaldes den lokale brændevin på sukkerrør
'cachaça' - nogle betragter den som en rom, selvom
det ikke kaldes sådan i Brasilien. Det kommer an på
hvordan man definerer rom, idet cachaça ofte indeholder
en lille smule majs eller anden kornsort, som traditionelt
anvendes til at starte gæringen med. Dette gælder
den tradtionelle variant; 'Cachaça Artesanal', mens
den industrielle variant ; Cachaça Industrial' tilvirkes
på ren sukkerrørssaft. 'Cachaça skal være
lavet på friskpresset sukkerrørsjuice - her kaldet
garapa - og der findes en række fine eksempler på
drikken. Herhjemme er det dog svært at finde andre mærker
end Pitú, Perdão, Ypioca, Nega Fulô og
Germana. Det er interessant at bemærke at cachaca kan
være lagret ikke blot på gamle whisky-fade af
eg, men også nye tønder af balsamo, jequitibá,
amburana, freijó, ipê... i alt over 15 forskellige
typer brasiliansk træ. Traditionelt laves cachaça
i kobber pot stills, eller alambiques, som de kalder dem i
Brasilien, og der destilleres normalt kun en gang, hvilket
resulterer i en meget smagsrig spiritus. Den industrielle
variant destilleres kontinuerligt på kollone-apparater
og er smagsmæssigt mere neutral, af og til med en underliggende
fedtet, brændt smag af petroleum.

Trois Rivieres. Rhum Agricole, Martinique.
Hvid rom - ikke, eller kun lidt, lagret.
Mikkel: frisk duft af sukkerrør. En frisk og let sød
smag. Lidt jordagtig.
Frederik: Vinøs, æbleagtig duft. Afbalanceret
sødlig smag, god fylde.
Clement / Grappe Blanche. Rhum Agricole,
Martinique. Hvid rom - lagret på ståltanke.
Mikkel: En flot let fyldighed, minder lidt om æggesnaps
i kroppen.
Frederik: Meget afbalanceret let spirituøs duft. Smager
som highland whiskey, dog en smule skarp i eftersmagen.
Clement / Canne Bleue. Rhum Agricole, Martinique.
Hvid rom - lagret på ståltanke. Bemærk:
denne rom er lavet udelukkende på een type sukkerrør;
canne bleue.
Mikkel: Fed duft af sukkerrør.
Frederik: Bouquet som en Chablis. Tyk konsistens, sød,
kraftfuld, simpel dog meget fyldig.
Clement / Clement D'or. Rhum Agricole, Martinique.
Lagret rom, men under tre år.
Mikkel: Falder mellem to stole. Har slet ikke friskheden fra
den unge rom og heller ikke tilstrækkelig fyldighed
fra lagringen.
Frederik: Simpel duft, lidt flad. Smagen fortaber sig for
hurtigt. Mangler kompleksitet.
Clement / Rhum Vieux VO. Rhum Agricole, Martinique.
Rhum Vieux.
Mikkel: Antydning af sødme i næsen, demerara.
Tør, let fyldig smag.
Frederik: Tør, sprittet og let sødlig duft.
Smagen er tør, mellemfyldig, let skarp.
Clement / Cuvee Speciale Charles. Rhum Agricole,
Martinique. Rhum Vieux. En blanding af 3-6 år gamle
rom.
Mikkel: "Stikker" lidt, ikke helt harmonisk.
Frederik: Let sprittet duft, citrus, karamel. Kompleks og
fyldig. Spids med en rund eftersmag.
Clement / Cuvee Speciale Homére. Rhum
Agricole, Martinique. Rhum Vieux, mindst 6 år.
Mikkel: Mellemfyldig smag, karameliseret rørsukker,
kokos. Fylder som en æggesnaps ( jeg ved det lyder lidt
syret) Et dejligt harmonisk glas rom.
Frederik: Svagt sødlig, karamelagtig, svag antydning
af sirup.
Clement / Six ans d'âge. Rhum Vieux,
Martinique. 44 % alc. vol.
Mikkel: I duften fornemmer man sukkerrørsaften trods
de seks års lagring. Rommen er balanceret, ret fyldig
og med en diskret sødme.
Rhum JM / Rhum Agricole Blanc. Rhum Vieux, Martinique.
50 % alc. vol.
Mikkel: Klar, ren duft med lette noter af blomster og et fint
indtryk af sukkerrør. Smagen er stærk pga den
høje alkohol-procent, men ren, tør og relativt
fyldig. En diskret sødme af sukkerrør vinder
indpas på tungen.
Rhum JM / Réserve Spéciale.
Rhum Vieux, Martinique. 47 % alc. vol. Direkte aftapning fra
fad.
Mikkel: Fornem karamel-agtig duft af rørsukker. Smagen
har sofistikerede træk af eg. Rommen er slank og elegant,
som det er typisk for JM.
Rhum JM. Rhum Vieux, Martinique. Rhum Agricole.
Rhum Vieux, 10 år. Direkte aftapning fra fadet.
Mikkel: Er så smældhamrende velsmagende, kompleks
og afbalanceret at det nærmer sig det guddommelige.
En utrolig nydelse!
Damoiseau. Rhum Agricole, Guadeloupe. Rhum
Vieux, 15 år.
Mikkel: Meget tør, nærmest knastør. Lidt
anonym.
Frederik: Den går på krykker. Behagelig, måske
for anonym.
Plantation Rum / Trinidad 1993 Vintage.
Lagret rom, 9 år.
Mikkel: Gylden sødme, demerara.
Frederik: Ganske fyldig. Let kompleksitet. God balance mellem
sødmen og dens fyldegivende sprittede nuancer.
Plantation Rum / Barbados Grande Reserve. Lagret
rom, 5 år.
Mikkel: Varm, fyldig demerara sødme. Let træagtig
smag.
Frederik: Morsom, sukker-karamel sød. Ganske fræk.
Cruzan Single Barrel Estate Rum. Lagret rom,
St. Croix. Blandet af op til 12 år gamle rom.
Mikkel: Vulgær sødlig smag af kokos. Eftersmagen
forsvinder for hurtigt, og minder om fester i 8. klasse vinder
indpas.
Flor de Caña 7 años. Lagret
melasserom, Nicaragua. Destilleri: Compañia Licorera
de Nicaragua. 7 år.
Mikkel: en fyldig duft af gammel træplanke. I munden
bliver træsmagen lidt bitter, og bakkes op af lidt sødme,
og alkohol der prikker i ganen. En let romstil.
Frederik: Frisk syrlig duft. En smule peber
i smagen,
Pyrat XO Reserve Rum. Planters Gold. Anguilla Rums,
Ltd. BWI. 40 % alc. vol.
Mikkel: Flot duft hvor appelsinskal glider over i gamle trænoter.
Bitter appelsinskal og clementin i smagen, fint bakket op
af en let sødme og lette træpræg. Et mere
sofistikeret svar på en Grand Marnier.
Frederik: I starten har den lidt clementin
kørende. Lidt peber i slutningen.
Don Q Grand Añejo. Lagret melasserom,
Puerto Rico. Destilleri: Destileria Serralles. Et blend af
op til 12 år gamle rommer. 40 % alc. vol.
Mikkel: Stikkende, noget sprittet duft. En simpel og straightforward
let sødlig smag med karamel, kokos og mildt præg
af eg.
Araxá. Cachaca de minas. Fadlagret (egetræ)
cachaca på sukkerrørsjuice, Brasilien. 38,5 %
alc. vol.
Mikkel: Rustik, fin og sødlig smag af sukkerrør.
En meget fin cachaça med en blød og forfriskende
smag.
Magia de Minas. Fadlagret cachaca af sukkerrørsjuice.
Minas Gerais, Brasilien. 46 % vol.
Mikkel: Farven er lys gyldengul. Duften træagtigt tør
med en rund let fornemmelse af karamel. Smagen i starten meget
sprittet. Ikke helt harmonisk. Den træagtige tørhed
fra duften går igen i smagen. Eftersmagen er bitter
med noter af træ.
Perdão. Cachaca af sukkerrørsjuice.
Ikke lagret. Rio de Janeiro, Brasilien. 38 % vol.
Mikkel: Helt klar i farven. Skarp, industriel lugt med en
vis fedme. Svært at bemærke sukkerrør i
duften. Skarp, dog med en vis rund smag. Smager ikke meget
af sukkerrør. Ikke noget særligt. Nærmest
lidt bitter i eftersmagen.
Santa Rosa. Chachaca af sukkerrørsjuice.
Lagret 8 år på egetræsfade. Rio de Janeiro,
Brasilien. website
Lys grøn-gylden farve. Sødlig smag af eg. Spændende
krydrede noter af julesmåkager (kanel) og kokos. Der
er et sødligt touch i eftersmagen, som hænger
længe ved.
Coluninha. Cachaca. Ikke lagret. Belo Horizonte,
Brasilien. 40 % vol.
Det fortælles at denne cachaca var Dronning Margrethes
favorit under et besøg i Brasilien. Coluninha har en
upoleret, skarp, ram duft af 'maskinsprit', hvilket måske
kan forklare den storrygende dronnings forkærlighed
for drikken.
Let krop med en olieagtig fedme, en vis græsagtighed
og en lille sødme i eftersmagen. Hvis man er til en
hardcore dram, er Coluninha værd at prøve.
Weber Haus Serie Ouro. Cachaca. Brasilien.
38 % vol.
Rustik sprit med en let afrundet smag af fadlagringen. Træet
har også efterladt sig en let bitter afsmag i drikken.
Ikke nogen stor cachaca.
Appleton Special. Rom på melasse. Jamaica.
Tør, træpræget lugt. I smagen en tør,
slank krop med et sødligt og syrligt træpræg.
Interessant at træet er så dominerende frem for
den typiske smag af karamel.
MaltecoRon. Rom. Guatemala. 41,5 % vol.
Mikkel: "typisk" romduft, a la romessens. En blanding
af skarp sprit, egetræ, syltede sure kirsebær,
og brun farin i næsen. Ikke helt sammenhængende
smag, med kraftigt sød smag af brun farin. En ung pågående
træplanke titter frem før sukkerbølgen.
Mangler generelt samling i smagen.
Frederik: en irriterende bund af øllebrød
i duften. Sødmen bliver en smule vammel.
Publiceret 3. april 2004
Opdateret 16. maj 2008 |