En 'Rough Guide' til Serbisk Hornmusik, Guca og Roma-musik generelt

Serbisk hornmusik
Et kendetegn ved hornmusikken i Serbien er, at den ikke spilles på almindelige trompeter, men på flugelhorn og tilmed ‘gammeldags’ flugelhorn med drejeventiler, som har en blødere og mørkere lyd end den almindelige trompet. I Makedonien og Rumænien, hvor du også finder hornorkestre, anvendes kornetter eller trompeter, som har en skarpere lyd.
De historiske rødder kan trækkes tilbage til de tyrkiske militær-orkestre, som i sin tid havde udskiftet den traditionelle instrument-kombination tromme og skalmeje med et helt messingorkester for at højne lydtrykket. Gennem deres århundredelange tilstedeværelse på Balkan kom tyrkerne til at præge de lokale musikscener kraftigt. Således kom messinginstrumenterne tilbage vestpå – og nu kom der helt nye lyde ud af dem. Dét inspirerede de lokale musikere til både at tage instrumenterne og musikken op.

Der er to genrer, der præger repertoiret; nemlig den funky, orientalsk inspirerede rytme çoçek og den ofte hurtige kædedans kolo. Generelt er det sådan at de fleste musikere spiller begge genrer, men i praksis finder man en overvægt af coceks blandt roma-musikere og koloer blandt ‘hvide’ musikere. De fleste ‘hvide’ orkestre fra det nordlige Serbien spiller næsten udelukkende koloer, sange som ofte bygget over nøjagtigt den samme skabelon, med samme toneart og samme bas-stemme i næsten hvert eneste nummer. Roma-orkestrene spiller generelt mere funky beats med en orientalsk flavour og et mere saftigt swing. Da musikken er levende folkemusik i reel forstand, er der også en efterspørgsel efter de seneste pophits, samt kendinge fra Melodi Grand Prix og TV-serier. Dem tager orkestrene så under kærlig behandling og melodien broderes med triller og forsiringer, så udenforstående nemt kan tro, at det er gamle melodier som er spillet i Serbien i århundreder… Mange orkestre er dog primært ‘kopister’; de arrangerer ikke numre selv, men lytter versioner af fra plader med for eksempel Boban Markovic.

Guca – balkan brass mekka
I Serbien holdes der årligt en festival for hornorkestre i den lille by Guca, syd for Beograd. Det lyder måske forholdsvis hyggeligt og stilfærdigt, men det er på ingen måde tilfældet. Over 30 orkestre – med 11 mand i hver – deltager og gæsterne kan tælles i hundredetusinder. Det er et sandt mekka for balkan brass freaks og der er garanteret fuld udblæsning. Lytter man til de serbiske brass bands, der ret kategorisk kan inddeles i ‘hvide’ og ‘sorte’ bands, alt efter om medlemmerne er romaer eller ej, vil man dog ofte kunne høre forskel, da romaerne spiller betydeligt mere ‘saftigt’, mens de hvide bands varierer på en skala fra et forkølet tysk polka-orkester til et hold tighte cowboys på speed, alt efter hvor professionelle de er. For orkestrene er det en stor chance for at tjene gode drikkepenge, og hvis man endda vinder konkurrencen kan man være sikker på at ordrebogen bliver helt fuld det næste års tid; der er altid bryllupper og andre fester der skal holdes, og det er ikke ringe at tilbyde årets vindere fra Guca ved den begivenhed.
Men munden skal også mættes, og overalt roterer hele svin og lam på spid, ligesom store aflange lerkrukker med ‘bryllupskål’ snurrer over brændeild. Selvsagt flyder både fadøl og blommebrændevin i lind strøm.

Hvis man dømmer efter det repertoire der spilles til festivalen idag og sammenligner med optagelser tilbage fra 1960erne, har også brass-repertoiret gennemgået noget af en ensretning igennem årene. Den gamle måde at ‘trække’ rytmen på er stort set forsvundet, og er blevet erstattet af mere lige beats og de tidligere udbredte skæve rytmer, for eksempel 9/8 høres ikke så ofte.
Network Mediens dobbeltCD Golden Brass Summit er en antologi over tyve års Guca-festival og blandt lækkerbidskenerne er de gamle, svært tilgængelige, optagelser med mesteren Bakija Bakic, Boban Markovic’s ungdomsidol, og Fejat Sejdic. Trods strømligningen af hornmusikken fremstår den dog stadig som et kraftfuldt og levende levn fra fortiden - sammenlignet med den serbiske hverdag hvor syntetiske turbofolkstjerner og et sæt silikonebryster i konfirmationsgave hører til dagens absurde orden.

Mere info om festivalen her:

www.guca.co.yu

Romaernes musik:
I dag er romaernes musik blevet et salgbart varemærke på musikmarkedet. Fascinationen af romaernes særlige musikalske formåen er dog langtfra nogen ny ting, og op igennem historien har de trukket deres spor.
I den klassiske musikverden var Brahms og Bartok blandt de komponister som lod sig inspirere af de ungarske folkemusik, spillet af romaer. I 1950ernes Frankrig revolutionerede den belgiskfødte Django Reinhardt guitarens rolle i jazzmusikken med den stil, der skulle komme til at hedde ‘Gypsy Swing’ eller ‘Jazz-manouche’. Han har skabt sig et kultfølge, og den dag idag findes der rigtigt mange aktive grupper, både roma og ikke-roma, indenfor stilen. Blandt de mange interessante navne er de franskfødte guitarister Birelli Lagréne og Tchavolo Schmitt – som medvirkede i Tony Gatlifs film Latcho Drom.
Den årlige Django Reinhardt festival i Samois-sur-Seine er stedet for entusiaster der vil opleve et overflødighedshorn af jazz-manouche i smukke omgivelser.

Også den spanske flamenco-musik, der havde rødder i såvel romamusik som nordafrikanske traditioner gjorde sig bemærket på internationalt plan. Ikke mindst to herrer; guitaristen Paco de Lucía og sangerinden Camarón de la Isla satte deres stærke præg på musikken. Det faktum at Paco de Lucia ikke er roma, og alligevel en af genrens betydeligste guitarister, bør kunne punktere en myte eller to om, at det kun skulle kunne være romaer der kan spille denne musik på den ‘rigtige’ måde. Op igennem 1980erne herskede de franske Gipsy Kings på hitlisterne med deres iørefaldende og letfordøjelige blanding af flamenco og latinsk rumba.

I 1990erne kom så turen til musikken fra balkan. Man havde ganske vist tidligere haft besøg af diverse øststaters folkloreensembler, men de var ofte noget højglanspolerede – og strømlinet til at vise kommunismens smilende ansigt på bekostning af musikkens kvalitet.
Det blev især den franske filminstruktør Tony Gatlifs film ‘Latcho Drom’ fra 1993 der i vesten satte gang i nysgerrigheden. Filmen var uden dialog men smækfuld af liv og god musik. Den gengiver romaernes 1000-årige vandring fra Nordindien og vestpå. Spækket med musik med nogle af de bedste orkestre fra bl.a. Tyrkiet, Rumænien, Ungarn og Spanien. Her medvirker for eksempel rumænske Taraf de Haïdouks, der allerede dette tidspunkt har været med på en række pladeinspilninger i forskellige konstellationer. Der venter dem en lysende karriere med koncerter verden over. To år senere, i 1995, kommer filmen ‘Underground’ af den eks-yugoslaviske instruktør Emir Kusturica, der vinder Den Gyldne Palme i Cannes. Det er et absurd filmisk scenarie, med et soundtrack der kickstarter en voldsom interesse for det som kommer til at blive kendt som ‘Balkan Brass’ musik. Musikken er til dels skrevet af komponisten Goran Bregovic som benytter sig af to af de bedste serbiske brass bands; Slobodan Salijevic Orkestar og Boban Markovic Orkestar. Kusturica instruerer i 1998 filmen ‘Black Cat, White Cat’ som han denne gang selv laver musik til, på grund af uoverensstemmelser med Bregovic. Også dette soundtrack opnår kultstatus med hits som ‘Bubamara’ og Pitbull og vesten hungrer efter mere af denne musik.

Vi er nu inde i en tid hvor tingene begynder at tage fart. Vesteuropæiske producere har øjnet at der er interesse for den østeuropæiske folkemusik og de to rumænske orkestre Taraf de Haïdouks og Fanfare Ciocarlia, et par ukendte landsbyorkestre, er poppet frem på den internationale scene og når snart en stjernestatus som de beholder den dag i dag. Det er værd at bemærke at disse orkestre først for nylig er begyndt at få opmærksomhed i hjemlandet Rumænien, hvor man ikke har regnet disse orkestre for andet end nogle bønder fra landsbyer uden strøm og telefonledninger. Med til regnskabet i netop Rumænien hører, at romaerne har været slaver der i hundredevis af år, indtil de opnåede frihed så sent som 1856. En anden historie kan også illustrere det officielle Rumæniens holdning til romaerne; Rumænien skulle præsentere cremen af sit lands kultur ved en international kulturmesse og musiketnologer blev sendt ud til de forskellige landsbyer for at finde de absolut bedste folkemusikere. De vendte tilbage med nogle romaer. “De er jo helt sorte – dem kan vi ikke bruge”, lød reaktionen fra officielt hold. “Men det er de bedste musikere vi har!”, forklarede musiketnologerne... Bedste eller ej - resultatet blev, at man fandt nogle ‘hvide’, omend ringere, musikere, som man fandt mere visuelt præsentable.
I Rumænien kaldes de traditionelle musikere lautari – et hverv der ofte gik i arv fra far til søn. Og der var romaer, der var inde i varmen. For ikke så vanvittigt mange år siden kunne caféer og restauranter i Bukarest nemlig fremvise en fin skare af utrolige musikere, som hakkebrætspilleren Toni Iordache og trompetisten Costel Vasilescu, der som noget unikt havde kommet en mute i trompeten, og var kommet med i ‘det gode selskab’ – hvilket ikke var almindeligt for en trompetist, der normalt havde lav status i musikernes hieraki. Sangere som Romica Puceanu, Gabi Lunca, Dona Dumitru Siminica og Faramita Lambru leverede de hjerteskærende ord til folket. Der er kun sørgelige rester af lautari-musikken tilbage i dag, hvor landets musikscene præges af billigt produceret orientalsk pop med tekster under bæltestedet. Den musik Taraf de Haïdouks spiller, er den aldeles upolerede, vilde, landlige version af lautari-lyden.

I Grækenland har situationen været den at de færreste frivilligt ville stå frem og kalde sig roma, da den positive reklameværdi af dén mærkat var til at overse. I kontrast hertil står den makedonske sangerinde og ‘Gypsy Queen’ Esma Redzepova, der altid har været stolt over at være roma. Selv om nogle finder hende for teatralsk bør hun opleves når hun synger en hel sal op med et sjal over hovedet og tårerne trillende ned af kinderne.
To andre romadivaer, tjekkiske Vera Bila og Ljiljana Buttler, født i Beograd, lægger også vægt bag tanken om, at en diva kun bliver større af at være, ja – en ordentlig mama. Kendte mandlige roma-sangere er der dog forbløffende få af på Balkan. Man kommer dog ikke uden om legenden Saban Bajramovic fra Serbien. I dag 71 år gammel og solbrillebeklædt, tæret og næret af et liv fuldt af modgang, druk og smøger. Hans person er omgivet af så mange myter og legender, at sandhed og fiktion efterhånden er tværet grundigt sammen. Ikke svigermors drøm, men en uhyre talentfuld, højt respekteret og indflydelsesrig sanger, der har gjort det til en dyd af leve livet fuldt ud fra dag til dag.

Makedonske Ferus Mustafov er også et kapitel for sig; han har en afsindig teknik på saxofon og klarinet – og prøv bare at holde masken når den lille underholdende mand med hentehår pludselig snupper en trompet og spiller ligeså godt på den! Ferus optog flere legendariske budget-produktioner i sit seks-spors-studie indrettet i soveværelset i lejligheden i Sutka, en forstad til Skopje. Her nåede anvendelsen af ekko, sustain og rumklang hidtil ukendte højder. Makedonske brass bands er også værd at tjekke ud og Kocani er det mest kendte – gruppen er dog splittet op i to forskellige versioner i dag, og man bør altid lytte til en Kocaniplade før man køber. Der er faldgruber.

Den hæsblæsende bulgarske ‘bryllupsmusik’ er også blevet et internationalt varemærke. Musikken er kraftigt tyrkisk påvirket og skæve taktarter i halsbrækkende tempo er hverdagskost for de udholdende musikere. Den store mester på feltet er den legendariske klarinettist Ivo Papasov, som i sin tid i det kommunistiske Bulgarien blev fængslet for ‘landsskadelig virksomhed’, fordi han spillede roma-musik, rock og jazz. Søg efter vidoer med ham på youtube.com og du vil forstå hvorfor han er så stor, at fans forfølger ham for at opleve alle hans koncerter. Hans lærling Yuri Yunakov, der tidligere havde en karriere som bokser, leverer hårdtslående saxofonspil i turboklassen i New York og omegn, og som sin mester blander han gerne med lidt jazz og funk.

I kølvandet på populariteten for “all things gypsy” har også musikken fra den nordindiske provins Rajasthan – som er kendt som ‘romaernes vugge’ – nydt opmærksomhed, selvom forbindelsen til den europæiske roma-musik må siges at være sporadisk. Den indiske tabla-spiller Hamid Khan Kawas gruppe Musafir, der inkluderer spektakulære drag queen dansere, har efterladt begejstrede publikummer i store dele af verden. Selvom de ofte opfattes som et indisk roma orkester er medlemmerne af Musafir dog ikke romaer.

I tyrkisk roma-musik hører man også instrumenter som darbuka og qanoun, og blandt klarinetmestrene er især brødrene Erköse, Mustafa Kandirali og den yngre Hüsnü Senlendirici fremtrædende.

I russisk romamusik er guitar og violin de typiske instrumenter, gerne trakteret i et gnistrende hurtigt tempo. Trioen Loyko, på guitar, violiner og vokaler, er blandt det bedste inden for genren.

De nye strømninger:
Et lille stykke inde i år 2000 begynder vesteuropæiske DJs og producere at blande elektronisk lyd med musik fra roma-orkestre. Den tyske DJ Shantel er en af de første på banen, og er blevet sammenlignet med Goran Bregovic da ingen af dem er romaer, men begge har en stærk interesse for romaernes musik og skaber en musik der gør den mere poppet i lyden.
Belgiske Crammed Discs udgiver i 2003 en banebrydende plade, ‘Electric Gypsyland’, hvor en række forskellige DJs fra hele verden remixer Taraf de Haïdouks og Kocani Orkestar. I de følgende år skyder DJs med balkanmix op som paddehatte i Mellemeuropa.
I Østrig startes gruppen !Dela Dap af DJen og produceren Stani Vana der med tiden vokser til et syv-personers liveband med en smooth, lidt jazzet og dub-agtig lyd. De er endnu lidt af en hemmelighed internationalt, men velfortjent på vej frem i lyset. I den rumænske hovedstad Bukarest huserer gruppen Shukar Collective, der blander elektronisk lyd med musik fra de romaer, der var ursari – bjørnetæmmere – et fattigt folk, der lavede musik på forhåndenværende instrumenter som skeer, vandkander og egen krop. Særligt iørefaldende er forkærligheden for ‘oralt slagtøj’ – denne genres vartegn. Shukar Collective er en kreativ blanding af breakbeats, electronica og ursari licks som det aldrig er hørt før.
Det gale ungarske kollektiv Besh o Drom er retfærdigvis berygtede for deres særdeles hårdtpumpede balkanfusion, og har indtil videre udgivet fire CDer. Den ungarske sangerinde Mitsou, med sin karakteristiske nasale vokal, er med på flere af gruppens plader. Mitsou har også dannet sit eget orkester, hvor hendes egne ungarske roma-rødder blandes med indiske tablas i et ambient elektronisk udtryk.

Her i starten af 2007 synes der mere end nogensinde at være interesse for balkanmusik rundt om i verden. Fænomenet ‘Balkan Beats’ – altså balkanmusik i diskotekstøj – har indtaget enhver større europæisk by med respekt for sig selv med en månedlig balkan klub, hvor lokale DJs fodrer publikummet med funky beats og sprøde horn – ikke sjældent i kombination med en eller flere live-musikere.
Det er i Tyskland og omegn at den store udvikling er i gang, og det er også her du finder de vigtigste pladeselskaber inden for genren: Piranha, Asphalt Tango, Essay Recordings, Trikont og Eastblok.
Asphalt Tango har for eksempel for nyligt udgivet noget så sjældent som et intellektuelt roma-orkester, serbiske KAL, der måske ikke er sprogligt tilgængelige for den gennemsnitlige dansker, men som også musikalsk besidder en professionalisme, der skiller dem fra mængden.
Det tjekkiske label Indies Records har en CD på vej med roma-rapperen Gypsy, der ligesom Kal forholder sig til sin baggrund på en ny måde.

En af de rigtigt store succeser inden for roma-inspireret musik er amerikanske Gogol Bordello, der i årevis har været anført af det gale dampbarn Eugene Hütz, en emigrant fra Ukraine. Efter at have splittet et par klubber ad, blev gruppen hurtigt kult i USA og de kom da også snart til Danmark for at give smagsprøver på deres afsindige show. Der skulle dog en optræden på Roskildes Arena-scene til før det virkelig tog fart og danskerne villigt lod sig inficere med bordellets blanding af rock, dub og østeuropæiske melodier. Almindelige danskere ynder at omtale denne slags musik gerne som ‘polka’ og der drages paralleller til fx norske Kaizers Orchestra.
Det Seattle-baserede Kultur Shock har en endnu vildere lyd end Gogol Bordello og musikken bevæger sig skizofrent rundt mellem punk, heavy metal og balkanlicks, anført af personligheden Gino Srdjan Yevdjevic under parolen ‘God Is Busy – May I help You?’.

Herhjemme er udviklingen ikke helt nået så langt, men man har da været vidne til at der bliver danset kædedanse på klubben Rust når et klezmerorkester går på scenen – og klezmergruppen Klezmofobia har i et unikt samarbejde med Tigerbutikkerne solgt over 5000 eksemplarer af deres debutCD ‘Tantz!’. Underskoven af balkan-inspirerede orkestre er stadigt voksende, og musikere fra fra så forskellige miljøer som jazz, klassisk, rock og folk tager musikken til sig. Foruden ældre kendinge som Bazaar, Lelo Nika og George Mihalache kan man også støde på Fra De Varme Lande, Il Bastardo, Swing of Sahara, Klezmofobia, Afenginn, Bjonko & Copenhagen Chalgija, Schpilkas, Prikazka, Mames Babegenush, Folkemusikkens Nødhjælp og mange flere...

Publiceret 7. sept. 2007