Caribisk rom, sukkerrør og sukker-øer
Det hele startede i lande som Persien, Thailand og Indien,
for det er nemlig derfra sukkerrør egentligt stammer.
Planten kom til Europa i Middelalderen og Columbus havde en
masse små planteskud af den med til Cuba – vist
nok på hans anden rejse i 1493.
Cuba havde – ligesom mange andre øer
og lande omkring Det Caribiske Hav - de helt perfekte jordbunds-
og vejrforhold samt en perfekt temperatur året rundt.
De opdagede caribiske øer kaldtes hurtigt for ’sukker-øerne’.
Men tænk engang - de to første to gange jeg var
i Caribien smagte jeg slet ikke på den lokale rom. Tredje
gang i Caribien var det til karneval i Port-of-Spain, Trinidad,
og dér var det næsten umuligt at undgå
at fylde sig med rom. Mange forskellige flasker gik på
rundgang i alle selskaber og retninger når man var i
byen. Både til fêtes, calypso-jump-ups, soca fester,
i karnevalsoptog - hvor som helst den stod på party-party.
Jeg fik hurtigt smag for denne nationale
drik som de lokale sjældent bliver rigtigt berusede
af. Men sker det, og bliver man indblandet i et færdselsuheld
når man selv kører hjem i sin bil, er det på
flere øer ’en formildende omstændighed’
hvis man har drukket rom - for det er jo en national drik.
Man kan næsten ikke sige rom uden også
at sige sømænd eller søpirater i samme
åndedrag. Det hænger sammen med de månedlange
sørejser mellem Caribien og Europa og at søfolk
ofte måtte drikke nærmest råddent vand eller
gæret øl på togterne. Derfor blev rom et
behageligt alternativ. I 1730erne fik mange søfolk
typisk en kvart liter rom om dagen, der røg ned i én
slurk. Senere blev det besluttet at rom ikke måtte drikkes
rent, men skulle blandes vand eller måske frugtsaft
og drikkes i små portioner over mange timer. Rommen
solgtes på den tid under navnet ’Kill Devil’
og kaldtes også for rumbullion, der betød stor
tumult hvilket dels antyder hvor navnet stammer fra samt behovet
for at styre begivenhederne.
I dag drikker fiskerne på de caribiske
øer typisk rom ’straight’ direkte fra flasken,
uanset rommens temperatur. Det kunne jeg aldrig gøre.
Jeg kan kun drikke den iskold som en ’cuba libre’
eller iskold som en punch eller lokal eksotisk frugtjuice.
Rom punch er dog særdeles farlig! Jeg har oplevet flere
venner der er taget på sejltur med et ’Jolly Roger’
sejlskib der reklamerede med at frokost og rom punch ad libitum
var inkluderet prisen! Turen tager altid præcist lige
så mange timer som der skal til for at denne drik slår
som et massivt kølleslag på en frisk ung mand
med en stærk lever. Jeg har endda prøvet det
selv og er glad for at bilisterne de følgende 24 timer
kunne læse mine slow-motion zombie-bevægelser.
Der findes tusindvis af rom producenter.
Visse østater og lande har kun få producenter
der har sat sig på hele markedet, men i f.eks. Guadeloupe
og Martinique er der nærmest uendeligt mange producenter.
Rom kvaliteten fra disse øer er yderst svingende –
med mindre man synes det er spændende med en flavour
af tørv, tjære, skippers gamle snade og ditto
røg. Jeg har smagt én derfra der gav mig forestillinger
om hvordan billig petroleum måtte smage…. Se i
øvrigt på Peter’s rum pages www.rum.cz
hvor du kan se en enorm samling af labels der er listet op
i lande fra især Caribien og Sydamerika.
I Venezuela har de en fin men dyr rom, som
fås i en læderpose. Den sælges og drikkes
som cognac, dvs. i små glas – det går lige
an. Den koster omtrent fem gange så meget som den fremragende
hverdags rom ’El Muco’ der lokalt typisk koster
13-14 kroner flasken.
Jamaica er måske det mest populære
land i rom-sammenhæng. Alligevel var mine forventninger
højere end det jeg faktisk smagte. Man bliver dog ikke
skuffet. Næsten alle mærker er rigtigt gode og
langt over gennemsnittet, men der var ikke et mærke
der rigtigt udmærkede sig suverænt. Men jeg nåede
vel også kun at smage på 15 forskellige og udvalget
er enormt! Appleton er et sikkert hit.
Til gengæld er der nogle mærker
i Den Dominikanske Republik der bestemt når toppen.
De har få mærker, men til gengæld er de
helt i top alle sammen. Det er især ’Bermudez’
der kun producerer højkvalitets rom – ligesom
’Barcelo’. Den billigste og mest solgte er ’Brugal’
der svarer til en gennemsnits rom på Jamaica.
På Trinidad foretrækker jeg en
der hedder ’Old Oak’ – specielt den hvide
der i folkemunde kaldes ’white oak’. Den kan man
stort set drikke løs uden at få tømmermænd
dagen efter – så længe du ikke drikker andet.
Den mest populære er dog ’Fernandes – Vat
19’. Det er især den mørke der har en flavour
hen ad den skotske whiskey ’Lagavullin’. Meget
røget og tørveagtig smag. En yderst spændende
og hurtigt vanedannende rom af høj klasse.
Cuba Libre
Caribiens Paris har man kaldt Cuba’s hovedstad, La Habana.
For snart hundrede år siden var det her at kultur eliten
mødtes. Skuespillere, forfattere, politikere, musikere
og velhavere. Det var her man fik den ægte vare - Mojito,
Daiquiri og ikke mindst Cuba Libre på de lige så
kendte barer, hoteller og forlystelsessteder. Historien om
Cuba Libre siges at ligge helt tilbage i 1898, ved den spansk-cubanske
løsrivelseskrig. En amerikansk officer bestilte en
rom i en lille Havana-bar. En lokal sad tæt derved og
drak et glas af nye amerikanske Coca-Cola som netop kommet
til byen og for at understrege solidariteten med cubanerne
mod det spanske diktatur foreslog han at de drak en blanding
af rom og Coca-Cola, for at fejre sejren over den spanske
overmagt med ordene ’Cuba Libre’ – altså
’Frit Cuba’. Havana Club regnes ikke for en speciel
fin rom på Cuba, men den er overkommelig i pris og samtidig
en aldeles udmærket rom.
Desværre er det ikke nemt at få ret mange mærker
herhjemme, men nemt at få appetit når man ser
alle de mange labels på www.rum.cz
af Peter
Krog - aka De Mighty Rumpunch
[ Gourmikkel tilføjer: hos Juul's
Vinhandel finder du et udvalg af virkeligt ekslusiv rom
til en overkommelig pris ]
Publiceret den 2. november 2003
|
<
