Man kan
læse i Danmarks Statistik, at danskerne hvert
år bruger en stadig mindre del af deres indkomst på
fødevarer. Alligevel mener nogen, at fødevarerne
kan blive endnu billigere. Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske
Institut har i en undersøgelse af hvad en liberalisering
af fødevaremarkedet betyder påpeget, at prisen
på primære fødevarer ville falde med ca.
9% og forarbejdede landbrugsvarer med ca. 6%.
Analysen tager udgangspunkt i teorien om den nyttemaksimerende
husholdning (den husholdning der henvises til er de private
husholdninger og deres egeninteresse og ikke samfundets husholdning).
Lad os prøve at følge den egennyttige forbruger
og dennes husholdning helt ud på overdrevet, for det
viser noget om forbrugernes dilemma som det udspiller sig
i praksis i den moderne og meget komplekse fødevareproduktion.
Forbrugeren
Forbrugerne er i en situation, hvor de føler sig snydt
på prisen, men hvor en sænkning af priserne vil
medføre mange andre problemer. Sænkes priserne
må landbruget producere mere og med færre udgifter.
Landbruget er allerede gået langt i den retning. Det
fører til industrialisering af landbruget. Det går
ud over dyrevelfærden, landmandens trivsel, miljøet,
landskabet, fødevarekvaliteten osv. Enten betaler man
som forbruger for meget og føler man bliver snydt (og
blot betaler til grossistens store bil) eller man betaler
for lidt og føler man får for ringe kvalitet.
Tanken om at blive snydt piner forbrugeren, så hellere
bide i det sure æble; køb det billigste, også
selvom det er det ringeste, så bliver man i hvert fald
ikke snydt.
Det er ikke nemt at være forbruger, når prisen
er det vigtigste og det billigste det værste. Butikkerne
er smagløst indrettet, for der er ikke råd til
den gode smag, når kunderne er så nærige.
Som forbruger mister man sin sunde appetit af at gå
på indkøb. Men det skal jo være billigt
og det er jo netop derfor forbrugerne kommer til de billigste
butikker. Det er så billigt og smagløst, at man
kun kan blive utilfreds. Det vælter ind med utilfredse
kunder i de billige butikker...
Forbrugerne insisterer på, at de vil have det billigste,
for ellers føler de sig snydt. De er utilfredse, fordi
det billigste er noget skidt. De kommer i hobe til usle butikker
med deres utilfredshed og sure miner for at få flest
muligt billige fødevarer af den ringeste kvalitet.
Og så er det heller ikke nemt at være butiksejer.
Butiksejeren
Butiksejerne kan ikke betale medarbejderne en ordentlig løn
med de fødevarepriser og derfor bliver de ansatte også
nødt til at købe de billige fødevarer.
Også butiksindehaverne køber de billigste fødevarer,
ikke fordi de ikke har råd til de dyre, men fordi de
ved at avancen er alt for høj på specialiteterne,
delikatesserne og den gode kvalitet. Der sælges ganske
enkelt så lidt af det, at omkostningerne til distribution
overgår varens egen pris med syv alen.
Det er heller ikke sjovt at være butiksejer, når
man ved, man bliver snydt hver gang man køber noget
af en ordentlig kvalitet. Så må man hele tiden
presse grossisterne i pris, så man kan få billige
fødevarer i butikken. Og så er det heller ikke
nemt at være grossist.
Grossisten
Som grossist må man importere varer produceret i Langtbortistan,
for der er hensynet til medarbejderne, miljøet og dyrene
endnu ringere og derfor er fødevarerne også endnu
billigere. Det er hårdt at opsige købsaftaler
med de lokale landmænd, men man er nødt til det
med de priser. Man er tvunget til at hjemtage større
partier, end der kan produceres lokalt for at gøre
det rationelt og billigt.
Men grossisterne ved også, at det belaster miljøet
at transportere fødevarer kloden rundt, ofte helt unødvendigt,
men sådan er markedet og man bliver nødt til
at følge globaliseringen. Man bliver tung om hjertet
ved at tænke på, hvordan det kunne være
og så er det ikke nemt at være grossist.
Landmanden
Men det er sandelig heller ikke nemt at være landmand,
når man hele tiden bliver presset på prisen og
grossisten siger, at han kan få det billigere hos naboen
eller i udlandet. Landmanden ryster på hovedet over
butikspriserne, når han ved, hvad han selv får
for fødevarerne. Det er ikke svært for landmanden
at regne ud, at alene momsen udgør en større
andel af fødevarernes butikspriser end landmandens
egen andel. Og det er hårdt at industrialisere de små
grisebasser og kyllingerne, men man er nødt til det,
hvis man vil blive i branchen. For at det skal være
effektivt og rationelt må man udvide, man må gå
over til storproduktion og specialisering. Man må opkøbe
naboens slægtsgård, men den er dyr, for naboen
ved kun alt for godt, at man er tvunget til at udvide for
at blive i branchen.
Hvis landmændene bare kunne blive enige om at boykotte
forbrugerne, holde op med at producere billige svin, så
ville det være realistisk at tro på en bedre fødevarekvalitet.
Men landmændene er generelt ikke noget solidarisk folkefærd,
så de kan ikke finde ud af at stå sammen. Desuden
gør globaliseringen boykot latterligt og gammeldags.
Artiklen er oprindeligt trykt i tidsskriftet
SALT, nr. 4, september, 2001.
Publiceret den 6. august 2003
|
<
