
Birkedram
1 stykke birketræ med bark
Vodka (neutral smag)
Inspireret af snapse-oraklet Preben Liffgren
Jørgensens eksperimenter med egetræ i snaps fik
jeg lyst til at lege lidt med et stykke birketræ.
Jeg fattede et stykke svensk birk, der var godt tørt,
og overhældte det med vodka i et syltetøjsglas.
Jeg lod min snaps lagre 1 måned og ti dage og fjernede
derefter birkestykket. Smagen er varm og blød men en
tør og meget intens træsmag, der giver billeder
af sauna og svensk snedkerværksted på nethinden.
Jeg vil tro at man ved at anvende et stykke forårsfrisk
birk - når der er saftstigning i træet - kan få
et friskere resultat. Det er vigtigt at smage i ny og næ,
så den ikke får for meget. Jeg ved i skrivende
stund ikke om drammen vinder ved lagring, men vil opdatere
her på siden når jeg kan konkludere noget på
den front. Jeg forestiller mig at birkedram vil være
god at blande i andre snapse for at opnå virilitet i
smagen.
Update: efter 3 måneders lagring er smagen
blevet rundere og let sødlig.
Update: Flere typer træ + ristning.
Jeg har eksperimenteret med at riste træstykker i en
pejs, således at overfladen af træet bliver forkullet.
Det udløser træets sukkerstoffer, og der opstår
en sødme, der kan minde lidt om jordskokker. Processen
med at riste træstykket er inspireret af måden
man forbereder træfade til vin, whisky, rom etc. Jeg
har desuden eksperimenteret med at lave snaps på piletræ,
fyrretræ og eg.
Ristet fyrretræ er interessant, med en harpiksagtig
sødme.
Ristet eg er vildt! Farven bliver nærmest dybrød
og smagen meget lækkert sød og træagtig.
Piletræ indeholder salicylsyre, som er det samme stof
der findes i aspirin. Med en dram af pil får du altså
velsmagende, flydende hovedpinepiller. Jeg foretrækker
snaps på rå pil, frem for ristet.
Publiceret den 24. september 2004
Senest opdateret 5. juli 2005
|